Nye udenlandske kontrakter opvejede danske kontrakttab hos Falck

Falck-koncernen fik i 3. kvartal 2022 en vækst i omsætningen på godt 6 pct. Indenfor ambulancetjenesten har især en stor amerikansk kontrakt opvejet den omsætning, som Falck har tabt på de danske regioners hjemtagning af ambulancekørsel. Selv om mandskabsmangel og øgede energiomkostninger trækker i modsat retning, så steg ambulanceforretningens overskud.

Samlet fik Falck en vækst i omsætningen på 6,1 pct. i 3. kvartal 2022. Frasalg af især autohjælpsaktiviteterne gav godt nok et fald i omsætningen på 2,9 pct., men det blev opvejet af en stigning på samme 2,9 pct. på grund af favorable valutakurser på Falcks udenlandske markeder.

Indenfor ambulancetjeneste og brandslukning steg Falcks omsætning – sammenlignet med samme periode sidste år – fra 1,6 til 1,8 mia. kr. En ny kontrakt i den amerikanske storby San Diego gav i sig selv en stigning på 148 mio. kr., og sammen med andre nye kontrakter opvejede det godt og vel, at flere danske regioner har hjemtaget dele af ambulancekørslen.

Samtidig steg Falcks udgifter imidlertid også markant. Kontrakten i San Diego gav øgede omkostninger på 125 mio. kr., mens øgede energiomkostninger i alt udgjorde 25 mio. kr. Også mandskabsmangel kostede Falck ekstra udgifter til overarbejde, rekruttering, fastholdelse og bod til kunderne.

Driftsoverskuddet i ambulance- og brandforretningen steg fra 73 mio. kr. til 112 mio. kr., hvis der ses bort fra effekten af COVID-19-testaktiviteterne i 2021.

Falck forventer fortsat en samlet omsætning på 12 – 12,5 mia. kr. i 2022 og et driftsoverskud på 600 – 700 mio. kr.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *