Til oktober åbner udendørs-udstillingen 2030 NOW – TÆNKE, SKABE, HANDLE på Musikkens Plads i Aalborg, hvor nordjyder og turister kan blive klogere på FN’s Verdensmål og få inspiration til hvordan man selv kan støtte op om målene.
Udstillingen er skabt i et samarbejde mellem virksomheden Life Exhibitions og FN-forbundet med ét klart formål.
“Vi vil gerne fortælle de besøgende om FN’s 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling – mål for en verden, hvor alle skal kunne trives, men ikke på bekostning af planeten og fremtidige generationers muligheder. Formålet med udstillingen er at inspirere gennem viden, kunst og inspirerende ildsjæle,” siger Torleif Jonasson, der er generalsekretær i FN-forbundet.
Udstillingen er bygget op over TÆNKE – SKABE – HANDLE, hvor TÆNKE er en præsentation af visionen med målet og nogle af perspektiverne i det. SKABE præsenterer en dansk/nordisk kunstner, der viser et værk med relation til målet. HANDLE præsenterer ildsjæle og aktivister fra hele verden, som arbejder for en mere retfærdig og bæredygtig verden. Et spektakulært foto, taget af den franske fotograf Yann Arthus-Bertrand (Jorden set fra Himmelen) indleder hvert mål. Udstillingen vil inspirere, overraske og ikke mindst engagere i vores fælles fremtid.
Det er ikke første gang Life Exhibitions arrangerer store udstillinger som den, der besøger Aalborg, fortæller Stine Trier Norden, grundlægger og partner i Life Exhibitions, der glæder sig til at nordjyderne får muligheden for at opleve udstillingen.
“Vi ser frem til at skulle vise den spektakulære udstilling i Aalborg. Vi har tidligere arrangeret store udstillinger som “Jorden set fra Himmelen” og “100 Steder at huske før de forsvinder”, og ved derfor, at en visuel fængende udstilling tiltrækker et meget stort publikum. Det var derfor nærliggende for os, at bruge denne formidlingsmåde til at få flere til at bakke op om de meget vigtige Verdensmål.”
2030 NOW Udstillingen turnerer i fire danske byer
2030 NOW har tidligere – med stor succes – været vist i København (i juli), Aarhus (i august) og Sønderborg (i september). Aalborg, hvor udstillingen kan opleves fra 9. oktober til 6. november, er den sidste by på udstillingens tur rundt i Danmark.
Udstillingen er gratis at opleve. Den er belyst om natten og åben døgnet rundt.
Læs mere om udstillingen og de aktiviteter, der vil finde sted, på www.2030now.com
Om FN-forbundet
FN-forbundet er en tværpolitisk, non-profit NGO, som har til formål at informere om FN’s arbejde og skabe debat om FN’s mange aktiviteter, ikke mindst når det drejer sig om verdensmålene. Forbundet har foruden sit kontor i Hovedstadsområdet lokale afdelinger og aktive i København, Odense, Kolding, Aarhus, Viborg og Aalborg.
Om Life Exhibitions
Life Exhibitions er Europas førende arrangør af udendørs udstillinger. Life Exhibitions har gennem de sidste 20 år arrangeret 42 udstillinger i 23 byer i 11 lande i Europa med fokus på natur, klima og bæredygtighed. Udstillingerne har været besøgt af mere end 30 millioner.
Udstillingen er blevet til med støtte fra:
CISU, Augustinusfonden, NRGi, Grundfos/Poul Due Jensens fond, Hermod Lannungs Fond,
Fabrikant Mads Clausens Fond, NORLYS, Indre By Lokaludvalg, Københavns Kommune,
Sønderborg Kommune og Aarhus Kommune.