Kendt stemme i lokalradioen er død

Gitte Hansen, stationsleder på lokalradioen FCMR, har skrevet denne nekrolog: Tidligere lokalradiochef John Berg er død. Han sov stille ind søndag 4. september, 70 år gammel.

John Berg var gennem mange år medarbejder ved en del af vores skrevne og talende lokale medier i kommunen og fik derigennem en stor berøringsflade med mange af byens indbyggere.

John stammede fra Hedensted ved Vejle, men efter en skilsmisse flyttede han først til Sæby og fik senere fast bopæl i Frederikshavn.

Han var i mange år tilknyttet de lokale radioer i byen, både som frivillig medarbejder og i en periode som lønnet chef.

Som radiomedarbejder var en af Johns spidskompetencer sporten, som han i mange år dækkede, og både håndbold og især ishockey blev radiomæssigt dækket i stor udstrækning.

I de senere år, hvor helbredet satte en vis begrænsning for hans udfoldelser, var det skriveriet, der blev hans domæne, både i foreningslivet, Ældresagen og på lokalradioen, hvor mange af Johns skriverier – uden Johns signatur, da han helst ville leve lidt i ubemærkethed – har været offentliggjort.

Sine sidste år tilbragte John Berg i Vejle sammen med sin nære familie – to børn med familie, brødre og svigerinder samt ikke mindst børnebørn.

En kendt frederikshavner fra Hedensted er her ikke mere.

Vi på lokalradioen FCMR vil savne John Berg, en god og trofast ven og altid behjælpelig, hvis der skulle laves “et skriv” med meget mere.

Ære været hans minde.

Kilde: Kanal Frederikshavn.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *