Ny særlig fødestue skaber plads til sorg

Aalborg Universitetshospital har skabt en særlig sansestue med kulturelle specialtilbud til forældre, der planlagt skal igennem et fødselsforløb med enten dødfødsel, ikke-levedygtigt barn eller senabort. Stuen er blevet til i et samarbejde mellem kunstnere, præst, patienter og sundhedsprofessionelle.

Skal danne ramme om sorg

Aalborg Universitetshospital får en hel unik fødestue, som er særligt indrettet til forældre, der skal føde et dødt foster eller barn. Fødestuen er blevet til i et samarbejde mellem kunstnere og sundhedsprofessionelle.

Stuen er indrettet med specialfremstillede designmøbler, følsom belysning og beroligende stemninger fra den lokale natur, som skifter i takt med døgnet. Derudover er der udviklet et religionsneutralt ritual, som familier har mulighed for at tilvælge efter fødslen.

Fødestuen er udviklet af en kunstnergruppe bestående af skuespilleren Thure Lindhardt, arkitekt Esben Bala Skouboe, naturfotograf Morten Hilmer og musiker Marie Højlund. De har tilsammen arbejdet med at koble poesi, dramaturgi, indretning, lys og musik sammen. Målet er at skabe en understøttende og lindrende atmosfære, og der er også indhentet erfaringer til den nye stue fra forældre, der tidligere har oplevet en dødfødsel.

– Et af parrene sagde, at deres blik søgte vinduet, da de var i sorg – ganske enkelt fordi det var noget andet end den hvide og kliniske fødestue. Derfor har vi med sansefødestuen forsøgt at bevæge os væk fra det hospitalsagtige, siger Sandra Bang-Schnack, der er chefjordemoder på Aalborg Universitetshospital.

Hospitalsudstyret er gemt af vejen i store skabe, og der er installeret en projektor og et par højttalere på stuen, som gør det muligt for forældrene at vælge mellem 11 forskellige natursettings, der sender billeder og lyde ud på stuen.

– Vi håber på, at vi med den her særlige fødestue kan skabe nogle rammer, som både kan virke lindrende, men som samtidig også kan give plads til den ro, fordybelse og særlige omtanke, der er forbundet med fødsel af et dødt barn. Den plads skal vi som jordemødre også være gode til at give, og håbet er at stuen også kan være med til at fremme det, siger Sandra Bang-Schnack.

Udgangspunkt i de fødendes behov

Der er opbakning til Aalborg Universitetshospitals nyindrettede stue. Formanden for Sundhedsudvalget i Region Nordjylland, Malou Skeel (V), er glad for, at hospitalet vil være med til at hjælpe og støtte forældre igennem en meget vanskelig situation.

Hun mener, at det er vigtigt, at der også er fokus på følelsesmæssige aspekter af et hospitalsbesøg.

– Og dermed kan hospitalet også være med til tidligt at starte den helende proces, som forældre til dødfødte børn – forældre i den dybeste sorg, skal igennem. Sansefødestuen her er et eksempel på, at man kan hjælpe patienter og fødende i langt højere grad, når man tager udgangspunkt i de særlige behov, som mange patientgrupper har af forskellige årsager, siger Malou Skeel.

Udvalgsformanden er derfor glad for, at der generelt bliver mere fokus på behandlingen og støtte af det hele menneske i sundhedssektoren.

– Jeg er sikker på, at vi i mange forskellige sammenhænge kommer til at se på de ydre rammer i de rum, som vi behandler i, siger Malou Skeel.

Den nye sansefødestue er første del af Region Nordjyllands projekt ”Mere kultur i sundhedshuse og mere sundhed i kulturhuse”.

Yderligere informationer

-Fødegangen på Aalborg Universitetshospital håndterer hvert år omkring 100 senaborter og 10 dødfødsler. Senaborter er fødsler af døde fostre mellem uge 12-22 i graviditeten, mens dødfødsler er fødsler af døde børn efter uge 22 i graviditeten.

-Sansefødestuen er støttet med 280.000 kroner fra Region Nordjyllands Kultur- og Sundhedspulje og med 350.000 kroner fra Spar Nord Fonden. Desuden har Fritz Hansen og Skagerak doneret møbler til stuen.

Kilde: Aalborg Kommune.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.