Nyt gangbånd hjælper hjerneskadede nordjyder på benene igen

Som det første sted i Nordjylland har Neuroenhed Nord i Brønderslev og Frederikshavn fået to avancerede gangbånd, som hjerneskadede patienter kan få glæde af i deres genoptræning. Gangbåndene er udstyret med vægtaflastning og virtual reality, der hjælper patienterne i bestræbelserne på at genvinde så mange tabte færdigheder som muligt.

22-ÅRIGE BENJAMIN SØNDERGAARD ER I GANG MED GENOPTRÆNING PÅ NEUROENHED NORDS NYE AVANCEREDE GANGBÅND I BRØNDERSLEV. FYSIOTERAPEUT CARINA LYKKE WESTED GUIDER HAM GENNEM DEN VIRTUELLE FORHINDRINGSBANE FRA SIDELINJEN.

En virtuel forhindringsbane

Mange har nok prøvet at stå og vifte med armene foran fjernsynet, da Nintendo Wii for år tilbage introducerede tenniskampe og bowlingaftener hjemme på stuegulvet. Og princippet er det samme i de to nye avancerede gangbånd, som Neuroenhed Nord har fået. 

Når patienterne sætter deres ben på de såkaldte C-Mill VR+ gangbånd, kan de nemlig se sig selv på en skærm, der projekteter visuelle elementer ud på gangunderlaget, som patienterne så skal forsøge at træde over eller helt undgå.

22-årige Benjamin Søndergaard fra Østervrå er en af de første, der har prøvet de nye gangbånd af – og han er imponeret.

– Det fungerer lidt som et computerspil, hvor der er forhindringer, man skal træde over, man får point, når man rammer rigtigt og så videre. Det presser mig – på den gode måde, siger han.

Benjamin var tilbage i oktober 2021 involveret i et biluheld og har siden marts været i gang med genoptræning i Brønderslev. Genoptræning er hårdt arbejde med mange gentagelser. Igen og igen. Så alt, hvad der kan gøre træningen mere motiverende, er velkomment.

– Det giver ekstra motivation at bruge båndet fremfor at stå og kigge ind i væggen. Man giver den lige en ekstra tand, når man får feedback på, hvordan man klarer sig.

Mulighed for at følge fremskridtene

Ud over at øge motivationen for patienterne giver de avancerede gangbånd også de ansatte mulighed for at tilpasse den virtuelle træningsbane til den enkelte. De ansatte kan blandt andet justere patienternes skridtlængde og gå-hastighed for at træne balance og gangteknik.

Desuden generer gangbåndene automatisk data ud fra de forskellige indstillinger – noget de ansatte kan bruge til at optimere patienternes træning.

– Det giver os nogle nye redskaber og data at arbejde med, så vi i endnu højere grad kan tilpasse træningen til den enkelte patients behov. Det giver højere kvalitet i træningen, siger fysioterapeut Carina Lykke Wested.

At det så også er sjovt er kun en fordel.

– Gentagelser virker, når vi taler genoptræning. Her kan vi få patienterne til at tage endnu flere skridt i træningen, fordi de ofte glemmer tid og sted, mens de træner, og dermed få dem hurtige op at gå, siger Carina Lykke Wested. 

Yderligere informationer

– Melsen Fonden donerede tidligere på året 20 millioner kroner til Regionshospital Nordjyllands neurorehabiliteringsområde. Af dem er 3 millioner kroner brugt på de to nye gangbåndssystemer.

– De Avancerede gangbånd kaldes også C-Mill VR+, som står for Cue and Context Mill Virtuel Reality Plus.

– Til juni får Neuroenhed Nord yderligere to genoptræningsapparater: ét til hænderne og ét til de patienter der kun har minimal bevægelighed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.