AaB henter Kramer i Viborg.

AaB har på en fri transfer sikret sig den hollandske forsvarsprofil Lars Kramer, som i de seneste tre sæsoner har gjort det strålende for Viborg F.F.

Udover sit forudseende forsvarsspil har 22-årige Lars Kramer i 88 officielle kampe for Viborg F.F. bidraget med syv scoringer.

Inden kursen blev sat mod Danmark blev det til en enkelt optræden for FC Groningens bedste mandskab, ligesom Lars Kramer i hele seks år fra 2010 til 2016 var den del af Ajax Amsterdams akademi.

Ydermere tæller CV’et seks U/20-landskampe for Holland.

AaB’s sportschef Inge André Olsen udtaler:

– Vi har over en længere periode bemærket Lars Kramers gode præstationer og udvikling i Viborg F.F., og vi er glade for, at Lars har fundet det attraktivt at tilslutte sig vores klub.

– Forsvarsmæssigt er Lars nærkampsstærk, hovedspilsstærk og dygtig til at læse spillet, og offensivt har han kompetencer både i det opbyggende spil og som en trussel på standardsituationer, ligesom vi hans unge alder til trods også ser lederegenskaber i ham, fortæller Inge André Olsen.

192 centimeter høje Lars Kramer, der foreløbig har indgået en aftale med AaB indtil 30. juni 2025, glæder sig til sin nye udfordring:

– Jeg er meget glad for at indgå en kontrakt med AaB. Nu har jeg spillet mod klubben et par gange, jeg kender Lars Friis (AaB’s cheftræner, red.), og jeg har talt med nogle tidligere AaB-spillere. Efter de samtaler kan jeg mærke, at AaB for mig har hele pakken.

– AaB er en stor klub i Danmark med en rig historie og mange dygtige spillere i truppen. Der er gode udviklingsmuligheder, og klubben lyder til at være som en familie, og det er sådan et miljø, jeg gerne vil være i. Derudover er Aalborg en dejlig by, og så er fansene på Vesttribunen altid fantastiske, siger Lars Kramer og tilføjer:

– Jeg håber, at jeg med mit forsvarsspil og mine lederegenskaber kan bidrage til at hjælpe holdet frem mod succes i de kommende år, hvor vi gerne vil spille med om medaljerne i 3F Superligaen.

AaB indleder træningen 19. juni med Lars Kramer som ny nummer 21 for Hele Nordjyllands Hold.

Kilde: Pressemeddelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.