Fire unge varetægtsfængslet for groft røveri.

Nordjyllands Politi skred D 25. maj 2022, til anholdelse af fire unge mænd. De fire blev anholdt og sigtet for et groft røveri, der er begået i det centrale Aalborg mandag d. 9. maj 2022 kort før kl. 23.00. Alle fire blev derfor i dag fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Aalborg og fængslet i fire uger frem til 22. juni 2022.

Efterforskningsleder, politikommissær Kenneth Rodam, forklarer om det grove røveri: 

”Sent denne aften gik offeret, en 23-årig mand, ind i en opgang med en rygsæk på ryggen. Kort efter at han var kommet ind i opgangen, blev han passet op i et hjørne i opgangen af fire mænd, der fulgte efter ham ind i opgangen. De 4 mænd var maskerede med huer og hætter. Og her blev det 23-årige offer forsøgt frarøvet sin rygsæk med indhold, imens han blev tildelt adskillige knytnæveslag og knæspark. En af de fire gerningsmænd tildelte den 23-årige mand et knivstik i det ene lår, inden de alle sammen flygtede fra stedet.”  

Intens efterforskning

Siden har politiet efterforsket intenst i sagen for at finde frem til gerningsmændene bag dette grove røveri. Og det er, oplyser politikommissæren, efterforskningsskridt i form vidneafhøringer og gennemgang af videoovervågning, der har ført til, at efterforskerne har kunnet fastslå identiteten på de fire maskerede mænd. De fire anholdte er alle i alderen fra 15-17 år, og de har tilknytning til Aalborg. De fire unge har i den senere tid ved flere lejligheder været antruffet af politipatruljer i forbindelse med diverse utryghedsskabende situationer. 

”Jeg er glad for, at vi hurtigt har kunne opnå gennembrud i denne sag og skride til anholdelse – og dermed kan vi få de ansvarlige stillet til regnskab for dette alvorlige tilfælde af røveri,” siger Kenneth Rodam, der tilføjer, at den videre efterforskning skal klarlægge, om der er nogle af de fire unge mænd, der kan være involveret i andre overfald eller røverier i lokalområdet.

Grundet deres unge alder er de varetægtsfængslet på forskellige ungdomsinstitutioner.  

Politiets efterforskning i sagen fortsætter – og derfor har politiet ingen yderligere informationer om sagen. 

POLITI.DK

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.