Karina Smed fra Skolecenter Hirtshals vinder Politikens Undervisningspris.

Eleverne synes, at tirsdag er verdens bedste dag. For der har de Karina Smed hele dagen. Der var heller ikke megen tvivl om, at Karina Smed fra Skolecenter Hirtshals skulle modtage hovedprisen, fortæller Lise Tingleff Nielsen, der er chef for grundskoleområdet på EVA – Danmarks Evalueringsinstitut og sidder i fagpanelet. For der er så mange ting ved Karina Smed, der gør hende til en fantastisk lærer.

»I Karinas undervisning føler eleverne sig trygge. Der er plads til at grine med hinanden. Plads til at fejle. Det giver tryghed – og en god skoletid. Et af de meget håndgribelige eksempler på det er, at Karina Smed på det seneste har integreret flere nye elever i klassen, som har fået vendt negative skoleerfaringer til en oplevelse af at være en del af et fællesskab«, siger Lise Tingleff Nielsen og tilføjer:

»Samtidig præsenterer hun eleverne for en meningsfuld undervisning, der varierer mellem grundigt gennemarbejdet klasseundervisning, bevægelse, billeder, video og opgaver, der kræver, at eleverne har hænderne med. Karina tager eleverne væk fra skolebordene. Det er tydeligt, at eleverne sætter rigtig stor pris på variationen, og det er med til at motivere dem. Og så er hun er god til at tilrette undervisningen, så alle kan være med, og så alle får små succesoplevelser. Det er virkelig vigtigt. Men det er også svært«.

Der uddeles i alt ni priser: Tre hovedpriser og seks særpriser, fordelt på de tre kategorier: grundskole, gymnasier og erhvervsskolerne. Hovedprisen er på 75.000 kroner og særprisen er på 25.000 kroner.

Kilde: Politiken.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.