Et mekka om uddannelse og job for elever og forældre.

Den 21. april er der Uddannelsesmesse i Vendiahallen i Hjørring.

Her inviteres alle elever i 8. klasse i Hjørring Kommune til at blive klogere på deres fremtid. Det er nemlig muligt at møde et bredt udsnit af ungdomsuddannelser og virksomheder fra Hjørring Kommune, der alle vil være klar til at svare på spørgsmål.

Som ung er der utallige valg at tage om fremtiden, og her kan uddannelsesmessen hjælpe. Der vil være studievejledere, uddannelses- og erhvervsvejledere, samt lærere og elever fra de forskellige ungdomsuddannelser, der kan fortælle om, hvad der er specielt ved at gå netop dér, så det er nemmere at tage den rette beslutning.

I løbet af dagen besøger eleverne uddannelsesmessen med deres lærere, og fra kl. 16.00 inviteres mor og far med. Vi ved at forældre har stor indflydelse på de unges valg, men at det samtidig kan være vanskeligt at have den fornødne viden om uddannelsesmuligheder og dermed hjælpe de unge bedst muligt.

Om eftermiddagen er der også mulighed for at høre Emil Thorups oplæg ”Sådan skaber I jer selv!” – som er en underholdende og afklarende peptalk til unge og forældre om valg og fremtid.

Messen er planlagt af uddannelses- og erhvervsvejlederne i Hjørring Kommune – heriblandt Ditte Hansen, der er faglig koordinator. Ditte Hansen siger om uddannelsesmessen:

– Vi har siden 2018 udviklet på hele konceptet omkring vores messe og vi er ikke færdige endnu. Vi laver løbende justeringer og tilpasninger således, at vores koncept forsat er knivskarpt og giver mening for alle, som er involveret. Der er specielt to elementer ved vores messe, som jeg synes er helt særlige for Hjørring. Det første er den massive opbakning vi møder omkring messen både fra skoler, uddannelsesinstitutioner, virksomheder osv. Det er helt unikt og det er bestemt ikke noget vi tager for givet! Den anden ting er hele vores karrierelæringsforløb omkring messen, hvor alle eleverne på 8. årgang bliver grundigt klædt på til messen, og vi sikrer at de bliver guidet på messedagen og at der også laves en opsamling i alle klasserne efter messen. Det har vi tidligere gjort med succes – både for eleverne, som følte sig bedre klædt på til messen, men også for ungdomsuddannelserne, der bemærkede en positiv forandring. Elevernes fokus var flyttet fra, hvilken stand der havde det bedste slik, til at de havde forberedt nogle spørgsmål hjemmefra, som de skulle have svar på til messen. Det var derfor nogle aktive, nyserige og spørgende elever, som virksomhederne og ungdomsuddannelserne mødte.

Og i det hele taget er der stor glæde og forventning til denne messe, der igen kan afholdes LIVE efter to år med corona.

Erhvervsplaymaker John Windbirk har også deltaget i planlægningen af uddannelsesmessen, og han udtaler:

– Det er rigtig flot at alle 8.årgangselever deltager i messen – også elever fra de frie og private skoler. Og så er jeg utrolig glad for den gode opbakning til det særlige forældre-initiativ vi har lanceret i år. Forældrene får, foruden mulighed for at opleve et skræddersyet foredrag af Emil Thorup, også tid til at besøge udstillerne og snakke med både uddannelsesinstitutioner og virksomheder.

Forældre og elever i 8.- 10. klasse er meget velkomne til at besøge messen fra kl. 16.00.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.